Vedtægter for TrackFit Fredensborg

§1 Foreningens navn

1 TrackFit Fredensborg

§2 Foreningens hjemsted

2 Fredensborg Kommune

§3 Foreningens formål

3 At tilbyde alle interesserede borgere i Fredensborg Kommune at dyrke TrackFit i Fredensborg. TrackFit er udendørs fysisk grundtræning, der benytter sig af atletikkens redskaber og tager sit udgangspunkt i atletikkens discipliner. Træningen kan rette sig mod alle aldersgrupper. Foreningen skal inkludere et socialt element i tilbuddet.

§4 Medlemskab

4.1 Alle, der går ind for foreningens formål, kan blive medlem. Man er medlem af foreningen, når medlemskabet er registreret og betalt.

4.2 Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der arbejder imod foreningen og når særlige forhold giver anledning hertil. Afstemningen om eksklusion skal foregå skriftligt på et bestyrelsesmøde. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at alle bestyrelsesmedlemmer er tilstede og at mindst halvdelen har stemt for eksklusion. Det pågældende medlem, skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremkomme med sit forsvar.

§5 Generalforsamlingen

5.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

5.2 Bestyrelsen indkalder med minimum 4 ugers varsel alle medlemmer til den årlige generalforsamling. Generalforsamling afholdes inden udgangen af marts.

5.3 Forslag til dagsorden sendes til formanden senest 14 dage før og medlemmerne skal have kendskab til den endelige dagsorden med bilag 8 dage før.

5.4 Stemmeret. Alle betalende medlemmer, der er fyldt 15 år har stemmeret. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Én stemme pr. medlem. Et medlem under 15 år kan ved afstemninger repræsenteres ved forældre eller værge. I dette tilfælde skal dokumentation for medlemskab forevises på forlangende. En forælder eller værge kan derved have stemme for eget medlemskab og samtidig repræsentere et eller flere medlemmer under 15 år.

5.5 Alle, der er fyldt 15 år, kan vælges til bestyrelsen – dog skal formand og kasserer være fyldt 18 år

5.6 Alle afgørelser vedtages med simpelt flertal – dog skal vedtægtsændringer besluttes med 2/3 flertal. Alle afstemninger afgøres ved håndsoprækning. Dog skal der være skriftlig afstemning, hvis dirigenten bestemmer det eller 3 medlemmer på generalforsamlingen ønsker det samt ved alle kampvalg.

5.7 Generalforsamlingens dagsorden

1. Valg af dirigent og stemmetællere

2. Bestyrelsens beretning

3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse

4. Indkomne forslag

5. Forslag til handlingsplan og budget

6. Valg af formand for 2 år i lige år

7. Valg af kasserer for 2 år i ulige år

8. Valg af sekretær hvert år

9. Valg af revisor hvert 2. år

10.Evt.

§6 Ekstraordinær generalforsamling

6.1 Et flertal i bestyrelsen kan indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, og bestyrelsen skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, når mindst 10 betalende medlemmer ønsker det.

6.2 Indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling skal ske senest 14 dage efter modtagelsen af begæringen. Med indkaldelsen sendes den endelige dagsorden. Varsling som ved den ordinære generalforsamling.

§7 Bestyrelsen

7.1 Bestyrelsen står for den daglige ledelse af foreningen mellem de årlige generalforsamlinger.

7.2 Bestyrelsen består af 3 medlemmer med en formand, en kasserer og en sekretær.

7.3 Bestyrelsens medlemmer vælges og kan genvælges jf. Generalforsamlingens dagsorden.

7.4 Hvis et bestyrelsesmedlem forlader bestyrelsen i valgperioden fordeler bestyrelsen posterne mellem sig på ny. Hvis formanden forlader posten i utide, indkaldes til ekstraordinær Generalforsamling.

7.5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede, heriblandt formand eller kasserer.

7.6 Bestyrelsen udarbejder et aftalepapir for dets interne samarbejde og kan nedsætte arbejdsgrupper efter behov.

§8 Regnskab/økonomi

8.1 Regnskabsåret er kalenderåret (regnskabsperioden er 1/1 -31/12)

8.2 Regnskabet føres af kassereren og skal indeholde oversigt over indtægter og udgifter samt en status. Bestyrelsen er ansvarlig for at udarbejde regnskabet.

8.3 Regnskabet forelægges bestyrelsen løbende samt tilses og revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.

§9 Dispositionsret

9.1 Det er formanden og kassereren i forening, der har ret til at indgå aftaler på foreningens vegne. Bestyrelsen kan uddelegere retten til at disponere til enkelte bestyrelsesmedlemmer eller nedsatte arbejdsgrupper. Ved køb eller salg over 25.000 kr. skal hele bestyrelsen godkende handlingen og sekretæren fører beslutningen til protokols.

9.2 Der påhviler ikke foreningens bestyrelse og medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§10 Vedtægtsændringer

§10 Ændringer af vedtægterne kan vedtages på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, når forslaget er indsendt til tiden og mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget.

§11 Opløsning af foreningen

11.1 Foreningen kan opløses med 3/4 flertal af de fremmødte på to generalforsamlinger, som holdes med mindst en måneds mellemrum.

11.2 I tilfælde af opløsning gives foreningens formue til idrætslige formål i Fredensborg Kommune. Administrator for denne formue besluttes af forsamlingen på den opløsende generalforsamling med mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for fremlagte forslag.

 
Vedtaget på stiftende generalforsamling for året 2020 

Nyheder

Sponsorer